Ring: 61 40 41 41 Skriv: info@greatdanefund.com
Hent månedsrapporten i det ‘traditionelle’ format: Great Dane INDEX+ månedsrapport for maj 2025 (PDF)
Porteføljen leverede i maj et afkast på 5,81 %, mens benchmark steg med 6,03 %.
I maj måned oplevede aktiemarkedet et markant opadgående momentum. Investorernes risikoappetit steg, og det var primært de risikofyldte segmenter, der leverede afkast. Vi nævnte i sidste måned, at der var overraskende små forskelle i afkastene på tværs af segmenterne. Men som vi har påpeget flere gange, skal man ikke lade sig narre: risikoen er ikke væk. Og heller ikke bare fordi markedet stiger. Det kan være et forvarsel om store udsving, når markedet vender.
Denne måned var præget af store forskelle i afkastene mellem de forskellige markedssegmenter – faktisk de største i de sidste tre år. Det er i sådanne perioder, risikostyring virkelig bliver sat på prøve. Med en afvigelse på 0,22% i forhold til benchmark, er det en observation, der ligger indenfor det forventede interval med et tracking error mål på 1%. Vi så dog voldsomme udsving på enkelte dage i maj, og risikostyringen advarede om øget volatilitet. Vi forbliver derfor opmærksomme på de fortsatte udsving.
I maj så vi en markant stigning i IT-sektoren, som steg med over 10%, godt hjulpet af NVIDIA og Microsoft. Den mest negative sektor var den defensive medicinalsektor, især drevet af en kraftig nedtur for Eli Lilly (-18%), som konkurrerer med Novo Nordisk.
Investorernes risikoappetit afspejles tydeligt i vores Minimum Volatility-faktor, som viser, at de 20% af aktierne i MSCI World med dårligst faktor (høj risiko) steg med 14% i maj. Figuren nedenfor viser også, at de 20% bedste aktier gav et negativt afkast.
Som forventet medførte vores allokering til denne faktor en negativ effekt på porteføljens afkast. Tabellen nedenfor viser, at den eneste positive bidragsyder i denne måned var ESG. Denne faktor har ellers ikke været særligt meget i investorernes søgelys, men i maj bidrog ESG med et positivt resultat.
Når man ser på resultaterne, er det tilfredsstillende, at porteføljen kun tabte 0,22% til benchmark i en svær måned.
Ultimo maj blev MSCI World rebalanceret, hvilket betød, at indekset blev justeret, og dette udnyttes hurtigt af hedgefonde. Det er en næsten sikker gevinst for hedgefondene, og det understreger en af ulemperne ved indeksinvestering, hvilket vi har fokus på også at udnytte i INDEX+. Ved at sælge aktierne flere uger før alle andre, skaber vi en mulighed for at opnå bedre afkast end traditionelle indeksforvaltere (samt selve indekset), som oftest kun handler på rebalanceringsdagen. I maj viste denne strategi sig særdeles fordelagtig.
Great Dane Fund Advisors A/S
Rådgiver for Investeringsforeningen Great Dane