Ring: 61 40 41 41 Skriv: info@greatdanefund.com
Velkommen – din guide til investering med Great Dane Invest
Hos Great Dane Invest hjælper vi dig med at forstå, hvordan aktier, indeksfonde og indeksinvestering kan styrke din økonomi og optimere dit afkast. Uanset om du vil investere bredt gennem en indeksfond eller dykke ned i enkeltaktier, finder du her en enkel og praktisk introduktion til investering.
Lær, hvordan du kommer i gang, træffer kloge beslutninger og bygger en solid økonomisk fremtid.
Velkommen! Her får du viden om at investere i aktier. Over tid vil din opsparing yngle, men det skal helst ikke give urolige nætter. At investere handler om at få dine penge til at arbejde for dig. Målet er derfor at klæde dig lidt på, før du kaster dig ud på aktiemarkedet.
Men før du overhovedet kan investere, er der lidt praktik, som skal på plads.
Aktieinvestering er fantastisk, og det er for alle!
Køber du en aktie, køber du en ejerandel i en virksomhed. Det kan være supermarkedet eller skohandleren nede på hjørnet. Selskabet bag aktien er på Børsen for at rejse kapital ved at tiltrække investorer. Du får eksponering mod virksomhedens succes, men aktiemarkedet er påvirket af mange andre faktorer som økonomi, politik og investorernes stemning. Så selv med en succesfuld virksomhed er der ingen garanti for, at kursen stiger på den korte bane.
På trods af kortsigtede udsving har investering i aktiemarkedet vist sig at være en af de mest effektive metoder til at opbygge formue. Med en diversificeret portefølje, hvor investeringerne spredes på tværs af lande og sektorer, kan du reducere risikoen og øge muligheden for stabile afkast. Ifølge Rådet for Afkastforventninger forventes et afkast på 7% om året de næste 10 år.
På aktiemarkedet betaler du for et højt afkast med en høj risiko. Investér derfor kun penge, du ikke står og skal bruge, da du i ekstreme tilfælde kan opleve at tabe måske helt op til 50% af din investering. Vi mener dog bestemt, at man bliver godt betalt for den risiko, man tager. GÅ IKKE I PANIK!
På trods af at markedet kan falde 50%, er der meget få 10-års perioder, som ikke har givet et positivt afkast. I gennemsnit fordobles aktieinvesteringers værdi hvert 10. år. Det svarer til, at 100 kr. er blevet til 800 kr. efter 30 år. Renters rente-effekten arbejder for dig og kan give en kraftig effekt over tid. Albert Einstein har endda kaldt effekten for verdens 8. vidunder.
Da markedet kan falde meget, er du måske nervøs for, om de seneste års aktiestigninger øger risikoen for et større aktiefald. Det er næsten umuligt at forudsige markedet. Hvis du venter med at investere, vil du gennemsnitligt set få et dårligere afkast. For at mindske risikoen, kan du med fordel købe over flere gange.
Som følge af den risiko, der er ved aktieinvestering, skal man have en lang tidshorisont og være tålmodig. Man bør have en horisont på minimum 3 år – og gerne længere. Derfor er aktier perfekte til pensions- og børneopsparing. Skal du bruge penge til en ny bil om 2 år, bør du overveje, hvor stor en del du investerer i aktier.
Alt for mange danskere har for lav risiko på deres pensionsopsparing. Så har du en pension, hvor du kan vælge mellem markedsrente, livscyklusprodukter eller noget helt tredje, skal du meget seriøst overveje at øge din aktieandel. Typisk bliver man placeret i middel risiko, men hvis du har mere end 10 år til pension og er sikker på, at det ikke ødelægger din nattesøvn, kan du roligt øge aktieandelen og dermed risikoen.
En investeringsforening kan være en god måde at sprede din risiko på. I stedet for at investere i enkelte aktier kan du købe andele i en portefølje af aktier. Dog bør du være opmærksom på omkostningerne – vælg foreninger med lave gebyrer, typisk mellem 0,50-1,00% om året.
Aktier er gode, men kun hvis du får odds på din side. Du skal sørge for at købe mange forskellige aktier, f.eks. gennem en investeringsforening. Matematisk set skal du regne med markant dårligere afkast, hvis du eksempelvis kun køber 2 aktier. Diversifikation (spredning) er nemt og meget vigtigt at udnytte på aktiemarkedet! Du skal også have kontrol over dine følelser og undgå at købe og sælge alt for meget i den tro, at det gavner dit afkast.
Det vigtigste i aktieinvestering er tålmodighed. Mange investorer får en dårlig oplevelse i starten og sælger alt for tidligt. Husk, at markedet svinger, og det gælder om at holde fast i din strategi på den lange bane. Selvom du vil lave fejl undervejs, er det en naturlig del af læringsprocessen.
Det er vigtigt, at du får en god start. Tag det roligt og lad være med at prøve alt for meget af. Undgå enkeltaktier, nye handelsplatforme m.m. Begynd med et mindre beløb i den bank, du bruger i forvejen. Køb en billig dansk passiv investeringsforening til maksimalt 0,50% i omk., som følger et bredt globalt benchmark. Senere kan du kaste dig over andet, men risikoen for, at du knækker halsen, bliver alt for stor, hvis du vil det hele i starten.
I din nuværende bank kan du bede om at få oprettet et gratis værdipapirdepot til danske aktier og investeringsforeninger. Du kan også bede om at få adgang til deres netbank, så du selv kan handle aktierne. Hvis du synes, det lyder uoverskueligt, kan du bede din rådgiver om at handle for dig. Det er nemt, men dyrt. Som en begyndelse kan det være helt fint, indtil du føler dig tryg. Køb kun værdipapirer udstedt i danske kroner.
Hvis du vil investere i enkeltaktier, skal du være klar over, at de færreste private investorer kan slå markedet. Vi anbefaler derfor, at du har en billig investeringsforening som base for din investering. Men investering handler ikke kun om økonomisk optimering – hvis du får glæde og nytte af selv at investere direkte i aktier, kan du gøre det for en mindre del af din portefølje. Vent dog, til du har fået mere erfaring.
Mange tror, at en aktie, der tidligere kostede 100 kr., men nu er faldet til 20 kr., er billig. SAS er et skrækeksempel! Du kan ikke bruge en gammel aktiekurs til at vurdere, om en aktie er attraktiv i dag. Markedet fastsætter prisen ud fra udbud og efterspørgsel, og det er sjældent, at der er oplagte aktiekøb. Derfor bør du sprede dine investeringer.
Udbytte kan være en fordel, men i investeringsforeninger er det lovbestemt, hvordan det beregnes, og det siger ikke nødvendigvis noget om foreningens reelle resultater. For aktier afhænger udbyttet af virksomhedens overskud og bestyrelsens beslutninger. Det kan være risikabelt at handle aktier udelukkende baseret på forventet udbytte.
Valueaktier har typisk en lav pris i forhold til deres aktiver, mens vækstaktier ofte handles til en høj værdi baseret på forventet fremtidig vækst. Valueaktier kan være mere stabile, mens vækstaktier har højere risiko, men også potentiale for større afkast.
Markedet prissætter aktier baseret på forventninger til fremtiden, og et godt regnskab kan derfor ikke garantere kursstigninger. Nye informationer og fremtidsudsigter har ofte større betydning end historiske resultater. Det kan være svært at navigere i, især for nye investorer.
Markedet kigger altid fremad. Ingen kender fremtiden, men aktiekurser afspejler forventninger til udviklingen. Vækstaktier er ofte mere følsomme over for fremtidige ændringer, mens valueaktier er mere stabile. Når økonomien ser allermest sort ud, kan aktiekurserne allerede være på vej op igen.
Mange handler aktier uden at tænke sig om. Start altid med en LIMIT-ordre for at sikre, at du ikke køber til en uønsket pris. Undgå hyppige handler, da det kan føre til unødvendige omkostninger. Tjek altid beløb og handelsretning, og vær opmærksom på minimumskurtage.
Gearing, altså at låne penge til investering, kan ende galt. Hvis du ikke har pengene til at investere, er det bedre at spare op først eller benytte en opsparingsordning, hvor du kan indbetale små beløb hver måned, der automatisk investeres. Undgå at tage unødvendig gæld for at spekulere i aktiemarkedet.
Skat på investeringer kan være komplekst og afhænger af opsparingsformen. Børneopsparing og aktiesparekonto er ofte skattemæssigt attraktive muligheder. Hvis du kun køber aktier i danske kroner, vil skatten automatisk fremgå af din årsopgørelse. Overvej investeringsforeninger, hvis du vil undgå skattemæssige komplikationer.
P/E (pris/indtjening) fortæller, hvor meget du betaler for en akties indtjening. Hvis aktiekursen er 100 kr., og indtjeningen pr. aktie er 2 kr., er P/E=50. Det svarer til et forventet afkast på 2%, som du kan sammenligne med f.eks. en obligation. Husk, at en akties fremtidige indtjening kan ændre sig markant.
At investere handler ikke kun om at vælge de rigtige aktier eller investeringsforeninger, men også om at forstå markedets dynamik, risiko og langsigtet strategi. Læs mere på Optimer dit afkast for at få indsigt i, hvordan du maksimerer dine investeringer gennem effektive strategier.
Hos os kan du også investere i vores produkter, der dækker både Global Value og INDEX+, som giver dig adgang til en bred markedsdækning med fokus på stabile og langsigtede afkast. Udforsk dine muligheder her: Globale Value Akkumulerende, Global Value Udbyttebetalende og INDEX+, og find den investeringsstrategi, der passer bedst til dig.
Har du ikke fundet det, du ledte efter? Prøv at søge efter dit spørgsmål herunder, eller kontakt os direkte – vi hjælper gerne!