En smart måde at øge dit afkast og samtidig spare omkostninger
Hos Great Dane Invest forsøger vi altid at hjælpe dig med at spare omkostninger og maksimere dit investeringsafkast. En effektiv måde at opnå dette på er gennem automatisk geninvestering af udbytter.
To af vores afdelinger, Global Value og INDEX+ er nemlig udbyttebetalende, og vores administrator har nu beregnet, hvor meget vi får i udbytte for 2024. Dette regnestykke er efterfølgende blevet godkendt af foreningens revisor, så det nu er klar til at blive udbetalt til investorerne.
Hvad vil det sige, at en investeringsforening er udbyttebetalende? Det vil sige, at investeringsforeningen hvert år, når regnskabsåret er afsluttet, skal udbetale de realiserede kursgevinster fratrukket eventuelle realiserede kurstab ved salg af foreningens værdipapirer. Hertil skal lægges de udbytter, som investeringsforeningen selv har modtaget fra porteføljens selskaber. Endelig skal foreningens driftsomkostninger trækkes fra, og så når man frem til det beløb, som ifølge lov om investeringsforeninger, hvert år skal som minimum skal sendes retur til investorerne.
Til gengæld opnår man, at en udbyttebetalende investeringsforening er realisationsbeskattet, hvorimod en akkumulerende investeringsforening, (der ikke betaler udbytte) er lagerbeskattet. Realisationsbeskattet vil sige, at du først skal betale skat af din kursgevinst, når du sælger dine investeringsbeviser, mens du ved lagerbeskatning skal betale skat af kursgevinsterne løbende – altså selvom du slet ikke har solgt dine beviser med gevinst endnu.
Hvad er geninvestering?
Geninvestering indebærer, at de udbytter, du modtager fra dine investeringer, bruges til at købe flere investeringsbeviser i samme fond. Selve udbytteskatten er automatisk sendt direkte til Skat, så den skal du ikke bekymre dig om. Men som service kan vi lige oplyse, at private frie midler beskattes med 27%, mens selskaber kan nøjes med 22% skat af udbytter.
Hvis man geninvesterer, betyder det, at dine udbytter arbejder for dig ved at generere yderligere afkast over tid. Renters rente effekten kommer derfor rigtigt i spil, og det vil fremadrettet øge værdien af din investering betydeligt. Går man omvendt og venter på udbyttet, fordi du har en regning eller en skiferie, som skal betales, så skal man naturligvis ikke geninvestere udbyttet.
Bestyrelsen i Great Dane Invest har besluttet, at udbyttet for 2024 vil være minimumsudlodningen. Følgende udbytte er besluttet (vist som kr. per bevis). Læs nærmere her.
Afdeling
ISIN-kode
Udbytte (kr. per andel)
Global Value
DK0060579423
12,80
INDEX+
DK0061671872
4,00
Automatisk geninvestering
Det vil altså oftest være en fordel at geninvestere udbyttet for også at opnå afkast af udbyttet – og dermed opnå renters rente effekten.
Mange pengeinstitutter tilbyder ”automatisk geninvestering” uden ekstra omkostninger, hvilket gør det til en fordelagtig løsning. Dels sparer du tid, da du ikke selv skal investere udbyttet, når det er gået ind på kontoen. Men der er en anden og ligeså interessant årsag til, at det er smart at tilmelde sig automatisk geninvestering: Hvis man gør det, slipper man for at betale både kurtage og det såkaldte emissionstillæg, som ligger på 0,22% for Great Dane Invests afdelinger.
Værdipapircentralens IT-system udregner automatisk, hvor mange ekstra investeringsbeviser, du kan få for udbyttet, og de bliver automatisk indlagt i dit depot. Der vil typisk være en lille rest – et mindre kronebeløb, som ikke er stort nok til at købe et ekstra bevis – tilbage, og det går ind på din konto helt som normalt.
Når mange af foreningens investorer tilmelder sig geninvestering opstår der yderligere en lille positiv effekt. Foreningens rådgiver, Great Dane Fund Advisors, slipper for først at skulle ud at sælge foreningens aktier for at kunne betale udbyttet for så at skulle købe samme aktier tilbage nogle få dage senere, hvis investorerne selv geninvesterer ‘manuelt’. Dermed sparer foreningen to gange kurtage, vekselomkostninger o.s.v.
Undersøg med dit eget pengeinstitut, hvordan det forholder sig der. Når du bliver tilmeldt ”automatisk geninvestering” vil dine udbytter, også fremover, automatisk blive geninvesteret i samme Great Dane fond.
Miniguide til geninvestering
Følgende ting og deadlines skal du i 2025 være opmærksom på, hvis du ønsker at tilmelde dig automatisk geninvestering:
Er du investeret i Great Danes udbyttebetalende afdelinger, vil du modtage udbyttet på din konto 7. feb 2025
Du kan med fordel geninvestere udbyttet i samme afdeling for at opnå ”renters rente effekten” og øge dit afkast
Ofte kan du tilmelde dig ”automatisk geninvestering” i din bank. Så bliver geninvesteringen gennemført i Værdipapircentralen helt automatisk for dig – og uden emissionstillæg.
Tjek din webbank. I nogle pengeinstitutter kan man selv tilmelde sig geninvestering med ganske få klik. Men ellers kan du kontakte din bank for at høre nærmere. Det kræver ofte kun en mail til din rådgiver eller bankens hotline/support.
Deadline for automatisk geninvestering er for mange banker 31. januar 2025
Husk, hvis du ikke når at tilmelde dig ”automatisk geninvestering”, eller det ikke tilbydes i dit pengeinstitut, så kan du altid selv geninvestere pengene, når de bliver tilgængelige på din konto 7. februar 2025. Men som sagt bliver det en lille spids dyrere.