Ring: 61 40 41 41 Skriv: info@greatdanefund.com
Hent månedsrapporten i det ‘traditionelle’ format: Great Dane INDEX+ månedsrapport for juni 2026 (PDF).
Porteføljen leverede et afkast på 1,66% i juni, hvilket var bedre end benchmark, der gav 1,35%.

Juni måned afsluttede et yderst tilfredsstillende andet kvartal, hvor markedet generelt steg med hele 14,71%. Selvom INDEX+ ikke matchede kvartalsafkastet helt, er afdelingen pænt foran markedet for hele året med +0,60%.
Juni blev en særdeles interessant måned på de finansielle markeder. Alle de absolut største aktier havde problemer og endte med at give negative afkast. Først når man når ned til Eli Lilly, finder man en større aktie med et positivt afkast. Lilly er efterhånden blevet en ret betydelig aktie på verdensmarkedet, da den vægter omkring 1% i MSCI World-indekset. Aktien er som bekendt konkurrent til Novo Nordisk, men de to selskabers aktiekurser er i øjeblikket afkoblet fuldstændigt fra hinanden. Lilly er således steget mere end 50% over det seneste år.
INDEX+ kan som udgangspunkt rigtig godt lide at undervægte de største aktier, så man skulle umiddelbart tro, at denne markedstendens havde hjulpet afdelingen i denne måned. Problemet var dog, at der opstod en stor asymmetri i markedet, således at de næststørste aktier steg lige så meget, som de absolut største faldt. Dermed udlignede effekten hinanden, hvilket også fremgår af tabelen, hvor der endda er registreret et negativt bidrag fra ”small cap” faktoren.

Tabellen viser også, at det primært var Momentum-faktoren og vores rebalancering, der hjalp afdelingen til at slå benchmark. Momentum er ekstremt stærkt i øjeblikket. Det er aktier som Micron, der fortsætter deres voldsomme kursudvikling og trækker markedet op. De allerbedste aktier var dem, som havde et rigtig godt momentum målt over et helt år, men som samtidigt har haft knap så meget fart på de seneste par måneder.
Mest stigende aktie i porteføljen blev Applied Materials Inc, som steg med hele 64%. Vores marginale undervægt på kun 0,03% kostede dermed 0,02% i afkast i forhold til benchmark. En af de dårligste aktier var Oracle, som faldt med 34%. Vores undervægt på 0,10% gavnede dermed porteføljen med knap 0,04%. De to aktiers afkast vidner om en enormt stor spredning internt i IT-sektoren. Samlet set var sektoren dog neutral for måneden med et samlet afkast på 0,21%.
Den 26. juni blev Space Exploration Technologies Corp (SpaceX) en del af vores benchmark, MSCI World. Vi har købt lidt i aktien, men den er ikke specielt attraktiv målt på vores kvantitative faktorer, og derfor har modellen valgt at være undervægtet i den. Indtil videre vægter SpaceX kun 0,1% i benchmark, så det er ikke en aktie, som får den helt store indflydelse på afdelingens samlede afkast lige nu. Der er dog mulighed for, at aktien løbende vil komme til at vægte mere og mere i indekset, efterhånden som der frigives flere aktier til markedet. Men det afhænger naturligvis også af, om investorerne fremadrettet vil opretholde den meget høje pris og værdiansættelse, der er på aktien i øjeblikket. I modsat fald vil vægten få svært ved at blive specielt høj på kort sigt.

Der er fortsat et massivt og glædeligt flow af ny kapital ind i afdelingen. Formuen har nu passeret den skarpe milepæl på 2 milliarder kroner, og dermed lykkedes det os at fordoble den samlede formue på kun 6 måneder. Velkommen til alle de nye investorer, der er kommet til!
Great Dane Fund Advisors A/S
Rådgiver for Investeringsforeningen Great Dane
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte investeringsteamet direkte via emailadressen index@greatdanefund.com eller på tlf. +45 61 40 41 41.










Læs mere om INDEX+
Læs mere om alle Great Dane fonde