Ring: 61 40 41 41        Skriv: info@greatdanefund.com          

INDEX+ månedsrapport juni 2025

Hent månedsrapporten i det ‘traditionelle’ format: Great Dane INDEX+ månedsrapport for juni 2025 (PDF).

Modvind til Value og Minimum Volatility faktorerne i 2. kvartal

Porteføljen gav et afkast på 0,75%, hvilket var 0,12% lavere end benchmark, som gav 0,87%.

Great Dane INDEX+ periodeafkast juni 2025

Markedet var i juni fortsat præget af stor usikkerhed og høj risiko, hvilket havde stor indflydelse på investorernes fokus.

Teknologiaktierne trak det samlede afkast i positivt terræn

Som vi har set det så ofte før de seneste 5-10 år, var en håndfuld store amerikanske teknologiselskaber stærkt medvirkende til, at det samlede globale aktiemarked målt ved MSCI World gav et positivt afkast.

Great Dane INDEX+ juni top 10 bidragere til afkast

Nvidia, Meta, Broadcom, Oracle og AMD steg alle med mere end 10% og bidrog samlet med et positivt afkast til MSCI World på 1,33%-point. Tager vi de fem aktier ud, ville de øvrige 1.320 selskaber altså have givet et tab på cirka 0,50%.

I juni var risiko som sagt den primære drivkraft for køb og salg af aktier – frem for klassiske allokeringer som Value eller Small Cap. Det resulterede i gode afkast for de mere risikofyldte aktier.

Lav risiko gav negativt afkast

Indekset for GICS-sektoren Information Technology gav med 5,2% det højeste afkast. Communication Services indekset, som domineres af giganterne Meta og Alphabet, var næstbedst med 3,2% i afkast, mens den klassiske lavrisikosektor Consumer Stables med selskaber som Walmart, Costco og Nestlé klarede sig rigtig skidt med et tab på 5,4% i måneden.

Great Dane INDEX+ juni 2025 bund 10 bidragere til afkast

For faktoren Minimum Volatility var juni dermed ikke gunstig, og det er netop årsagen til, at INDEX+ har haft udfordringer med at matche benchmarket de seneste måneder.

Første halvdel af 2025 har været ekstraordinært begivenhedsrigt, og selvom INDEX+ er foran benchmarket, er vi en smule skuffede over, at vi ikke er endnu længere foran.

Trods modvind i Q2 er første halvår 2025 stadig positivt faktorår

De faktorer, vi arbejder med, har faktisk haft et godt 2025, og efter de første godt tre måneder var INDEX+ betydeligt foran benchmarket. Det skete dog i en periode, hvor markedet først oplevede et markant fald, hvor især Minimum Volatility performede rigtig godt. Siden da har markedet været i stigning, men INDEX+ har ikke været i stand til at følge denne udvikling i samme omfang.

Great Dane INDEX+ juni 2025 afkast for MSCI faktorer 1. halvår

Men ser vi på 1. kvartal i forhold til 2. kvartal er der voldsomt stor forskel på, hvordan faktorerne har klaret sig. Når markedet går fra kursdyk som følge af toldkrig til kursfest som følge af aflyst – eller udskudt – toldkrig, er det ikke så overraskende, at Minimum Volatility faktoren fik en fantastisk start på 2025. Den gav et positivt afkast på 3,4% i 1. kvartal, hvor MSCI World tabte 5,8%. I 2. kvartal gik det lige modsat. Minimum Volatility tabte 5,8%, mens MSCI World steg 2,8%. Samlet for halvåret et lille merafkast.

Det samme er sket for valueaktier, som først opbyggede et solidt forspring til vækstaktier i 1. kvartal, men som efterfølgende næsten har tabt forspringet i 2. kvartal.

Selvom der er forskel på de specifikke konstruktionsmetoder til at beregne faktorerne hos MSCI og Great Dane Invest, er det værd dog værd at bemærke, at samtlige af de fem faktorer har overgået MSCI World-indekset i 1. halvår.

Vi forventer, at denne positive udvikling vil fortsætte.

Rigtig god sommer!

Great Dane Fund Advisors A/S

Rådgiver for Investeringsforeningen Great Dane

Great Dane INDEX+ udvikling i porteføljens afkast versus benchmark siden start juni 2025