Ring: 61 40 41 41 Skriv: info@greatdanefund.com
Den officielle afkaststatik fra Investering Danmark / Finans Danmark blev offentliggjort i går, og selvom vores globale valuefond ikke kunne gentage topplaceringen fra 2021, opnåede de tre Great Dane afdelinger ganske fornuftige placeringer i 2022.
Afkasttabellen blev toppet af et par hedge fonde, der som bekendt ikke skal være 90% ’lang’ i markedet, hvilket giver en attraktiv fordel relativt til investeringsforeninger i et år, hvor både aktier og obligationer faldt med tocifrede procentsatser.
Over 36 måneder er Great Dane Globale Aktier i den absolutte top i sin IFR-kategori, Globale Aktier. To sektorfonde med Sundhed, Klima og Miljø aktier sniger sig ganske vist ind foran. Man kan spørge sig selv, om de ikke hører hjemme i kategorien ”Aktier – brancher”, men af de øvrige brede globale aktiefonde, ser det rigtig fint ud.
2022 var hård ved investeringsforeningernes formuer. Samlet faldt formuen hele 24,4% på tværs af landets 39 foreninger.
Great Dane var den forening, som voksede mest med +103% i 2022. Så fra at være landets mindste investeringsforening primo 2022, er vi nu kravlet fem pladser op. Men det var jo også fra et lavt udgangspunkt og skal måske snarere ses som et eksempel på, hvorfor small cap outperformer large cap.
Selvom formuen er vokset med 103% i 2022, så skal vi videre og få flere nye investorer med i foreningen, så vi sammen kan få formuen højere op og omkostningsprocenten længere ned i de kommende år.